For præcis 60 år siden begyndte Henry Berthelsen, en februardag i 1964, sit liv som selvstændig rådgivende ingeniør og grundlagde i den forbindelse det firma, som i dag kendes som Henry Berthelsen A/S.
Henry startede, som så mange andre iværksættere, virksomheden på sin private adresse på Capellavej i Viby J i et mindre kælderlokale. Her blev firmaets første projekter udarbejdet, men i takt med at efterspørgslen blev større, og medarbejderstaben blev udvidet, opstod behovet for mere plads hurtigt.
I slutningen af 60'erne var det nødvendigt med nye lokaler, og virksomheden flyttede til Grundtvigsvej 18, og igen i 70'erne flyttede virksomheden adresse - denne gang til Kirkedammen 3 i Viby J.
I 1980 blev det gamle kommunekontor ved Viby Torv, nærmere bestemt på Skanderborgvej 201, taget i brug, hvor firmaets ingeniører og konstruktører fortsat har hjemme den dag i dag.
Firmaet blev hurtigt et familieforetagende, da det i 1971 blev omdannet til et aktieselskab, hvor Henrys tre sønner indtrådte i ejerkredsen. Selskabet har siden da bevaret sin grundstruktur.
Der er sket meget siden 1964, hvor firmaet har været i løbende vækst. Vi er derfor også utrolig stolte af, at vi efterhånden har medvirket i godt 4000 sager - i hvert fald siden vi startede systematiseringen.
Og trods store forandringer i mængden af projekter samt projekternes størrelse og kompleksitet, så er firmaet stadig et familiefirma, som lever efter Henrys grundværdier om solid, faglig og kompetent rådgivning.
TILLYKKE TIL HENRY BERTHELSEN A/S.