2025 er skudt i gang, og der er fortsat travlt på tegnestuen hos Henry Berthelsen A/S.
Vi har derfor været på udkig efter en erfaren bygningskonstruktør, og til vores store glæde har vi fra 1. februar fået Martin Bodilsen med ombord hos Henry Berthelsen A/S.
Martin er oprindelig uddannet elektriker inden for stærkstrøm og derefter uddannet bygningskonstruktør i 2014. Med 11 års erfaring som bygge- og projektleder samt rådgiver i både arkitektbranchen og byggebranchen, bringer Martin en værdifuld ekspertise og erfaring til vores virksomhed. Martin kommer til stå for BIM-modellering, IKT-ledelse, projektrådgivning, bygherrerådgivning, projektledelse mm.
Vi byder Martin varmt velkommen på holdet.
Desværre startede 2025 også med, at vi må sige farvel til to af vores vellidte og dygtige kollegaer. Efter 4 år hos Henry Berthelsen A/S har vores konstruktionsingeniør Emma Rømer søgt nye udfordringer hos Norconsult. Emma startede som praktikant hos os, derefter som studentermedhjælper og til sidst som konstruktionsingeniør. Hun har været en uvurderlig del af vores team, hvor hun har bidraget med sin ekspertise og dedikation til at løse komplekse konstruktionsopgaver.
Den 1. februar må vi sige farvel til vores bygningskonstruktør Merete Østergaard. Merete har været hos Henry Berthelsen A/S i 6 år og er Revit specialist, en dygtig kommunikatør og har hjulpet med diverse øvrige opgaver på tegnestuen. Hendes gode humør og positive energi har altid spredt glæde blandt kollegaerne. På grund af livets dejlige begivenheder har hun valgt at vende tilbage til sin hjemegn på vestkysten. Merete fortsætter som konstruktør inden for elementbyggeri.
Både Emma og Merete har bidraget betydeligt til Henry Berthelsens A/S udvikling gennem årene og har hjulpet til med mange af hverdagens udfordringer og iværksat utallige tiltag, der har gjort Henry Berthelsens A/S til et fantastisk arbejdssted for alle.
Vi takker både Emma og Merete og ønsker dem alt det bedste fremover.